Den græske Skt. Georg & Skt. Constantin Orden Foto: Wikipedia
Foredraget skulle have været holdt sidste år i anledning af 200-året for Grækenlands selvstændighed, men blev aflyst grundet corona. Det var ventetiden værd, idet Lars Stevnsborg med stor indsigt og indlevelse
leverede et meget interessant foredrag.
Det blev indledt med en tidslinje over Grækenlands brogede historie som kongedømme, republik og med borgerkrig og diktatur. I denne sammenhæng fulgte også omtale af indstiftelsen af forskellige ordener og medaljer,
f.eks. Frelserordenen i fem klasser (1833) og Krigskorset (1834). Der findes et hav af fabrikanter - græske som udenlandske - af Frelserordenen. Balkankrigens erindringsmedaljer blev også omtalt, ligeledes Georg I's
orden (1915), der også er fremstillet af mange forskellige fabrikanter.
Den græske udgave af den interallierede sejrsmedalje blev nævnt som værende forholdsvis sjælden.
Fønixordenen (1926) og de kongelige husordener Skt. Georg og Skt. Konstantin (1935/1936) og Skt. Sophia og Skt. Olga (1935, kun tildelt kvinder) fik også nogle ord med på vejen. Det samme gjaldt diverse medaljer med
forbindelse til 2. verdenskrig samt det meget smukke erindringstegn i anledning af 100-året for huset Glücksborg.
Efter foredraget kunne man se græske ordener og medaljer, herunder også et interessant ordensspænde.
Foredraget blev holdt i Dansk Numismatisk Forenings bibliotek på Vesterbro i København. Stor tak til numismatikerne for at have stillet lokalet til rådighed.
|